Mere end ni ud af ti danskere ved, at der er kommet nye regler for rejsesygesikring 1. januar 2008.
Problemet er bare, at vi - stik imod hvad vi selv tror - ikke aner, hvad de nye regler går ud på.
Det viser en ny analyse foretaget af FBR Analyse for Forbrugerrådet.
Analysen viser , at langt de fleste, 72 procent, svarer forkert på mindst et af spørgsmålene om, hvad og hvornår den offentlige sygeforsikring dækker på rejser.
Ikke lægehjælp udenfor EU
For eksempel tror hver femte fejlagtigt, at lægehjælp udenfor EU's grænser er dækket, og næsten lige så mange er i tvivl.
Det vil jo sige, at en meget stor del af forbrugerne måske tager på ferie, uden at være dækket af en forsikring. Det kan ende med en rigtigt stor regning, hvis uheldet er ude, siger jurist i Forbrugerrådet Anne Dehn Jeppesen.
Hun mener derfor, at selvom der har været meget information fra det offentlige og forsikringsselskaberne, er der stadig et stort behov for klarhed og overblik.
Fakta om sygeforsikringen
Den offentlige rejsesygesikring dækker pr. 1. januar 2008 kun udgifter til lægebehandling i EU, Færøerne, Grønland, Schweiz, Norge og en række små europæiske stater.
Fra 1. januar 2008 skal forbrugerne desuden selv betale alle omkostninger til hjemrejse, der skyldes sygdom og ulykker, bortset fra rejser på Færøerne og Grønland.
Hvis man bliver syg eller kommer til skade i Finland, Island, Norge og Sverige, kan man også få dækket merudgifter til hjemtransport. Det skyldes en særlig aftale mellem de nordiske lande.
I tilfælde af død dækkes hjemtransport i hele rejsesygesikringens dækningsområde.
Kilde: Forbrugerrådet