Hvor meget en 'astronomisk' sum er, vil vicepræsidenten i italienske AC Milan ikke ud med. Men det er, hvad engelske Chelsea skulle have tilbudt for at få fingrene i Milans brasilianske stjerne Kaka.
Kaka har i denne sæson spillet en nøglerolle på Milans hold og blev kåret som verdens bedste spiller.
- Vi har modtaget et astronomisk bud fra Chelsea for Kaka, siger Adriano Galliani, vicepræsident i Milan, til den italienske avis La Stampa.
BBC har dog haft fat i Chelsea, der afviser, at klubben er ude efter brasilianeren.
Ifølge Galliani er Chelsea også ude efter midtbanespilleren Andrea Pirlo, og et salg af de to vil være et særdeles godt plaster på Milans økonomi.
- Det eneste vi skulle gøre, for at komme af med vores gæld, er at sælge Pirlo og Kaka, siger Galliani.
Selv har Kaka tidligere givet udtryk for, at han en dag gerne vil spille i Premier League.