Man skulle ikke tro, at man som tyv midt i et indbrud havde tid til en lille hyggebeskæftigelse. Men det er ikke desto mindre, hvad der skete, da flere tyve var på rov i dyrebutikken HF Butikken på Stevns natten til i dag.
"De har været så frække, at de simpelthen har taget sig tid til at stå og fange fiskene," fortæller butikschef Jørgen Larsen til Newspaq.
Tyvene har klippet sig igennem et hegn for at komme ind til akvarierummet i HF Butikken, og der har de så taget for sig af de forskellige goder.
"De har taget en del store akvarier, en hel masse fisk og en hel masse frostfoder. Så vi må gå ud fra, at det er nogle tyve, der bor tæt på. Der er i alt forsvundet for en 40.000 kroner," beretter butikschefen.
HF Butikken er en blandet landhandel, der sælger dyr og brændsel. Men det er første gang, at tyve har vist interesse for deres akvarieafdeling, og det undrer Jørgen Larsen.
"De har vel været en fire-fem stykker om det, for akvarierne kan man ikke bare løbe med alene. Og fiskene er blandt andet guppyer, som jo er de billigste fisk, man kan få. Så det er jo ikke godt at vide, hvad folk vil sådan noget," siger han.
Butikschefen har nu udloddet en dusør på 10.000 kroner til dem, der kan afsløre, hvem der står bag det besynderlige indbrud.