Emma Watson har åbenbart en fantastisk fornemmelse for fashion. Hun kan nu kalde sig den bedst klædte kvinde i Storbritannien.
I hvert fald ifølge de 25.000 mennesker, som har afgivet deres stemme på glamour.com.
Den 20-årige skuespiller, der gik sin sejrsgang på biograflærrederne som den belæste hekselærling Hermione Granger i Harry Potter-filmene, indtager altså førstepladsen.
Dermed forviser hun Victoria Beckham til andenpladsen på listen. Og det selvom Posh Spice designer hundedyrt modetøj. Piratbaben Keira Knightley snupper bronzemedaljen.
I den mandlige kategori indtager Twilight-førsteelskeren Robert Pattinson duksepladsen som mest velklædte mandlige brite.
Han spiller i øvrigt også med i de succesrige troldmandsfilm om opgøret med superskurken Voldemort. Ligesom Rubert Grint og Daniel Radcliffe - aka Ron Weasley og Harry Potter - som ligger nummer tre og fire på listen.