Hvis man ikke fejrer jul, fordi man er muslim eller jøde, og i virkeligheden hellere vil holde fri ved de højtider, som hører til en anden religion, så skal det være muligt.
Det er fagforbundet 3F, der nu lægger op til at gøre overenskomsterne mindre afhængige af kristne helligdage og i stedet indføre en pulje med helligdage, som kan placeres efter eget ønske.
"Vi skal sende et signal til de etniske minoriteter om, at vi gerne vil tage hensyn til dem, lige så vel som vi vil tage hensyn til etniske danskere, når de gerne vil have fri juleaften," siger næstformand i 3F Jane Korczak til DR Nyheder.
Det vil gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt, mener Jane Korczak, og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen kan godt se forslaget blive en realitet, men der er nogle barrierer i forhold til arbejdstilrettelæggelse.
"På nogle arbejdspladser er der ikke et øje i jule- og påskedage, og så kan det ikke nytte noget, at indvandrerne kommer på arbejde," siger han.
Forslaget bliver fortsat diskuteret internt i 3F og er derfor endnu ikke en del af kravet til de kommende overenskomstforhandlinger.