540 kubikkilometer indlandsis - eller hvad der svarer til flere hundrede års vandforbrug i Danmark. Så meget er smeltet af indlandsisen på Grønland henover sommeren.
Det viser beregninger som den danske klimaforsker Sebastian Mernild fra Los Alamos National Laboratory i New Mexico, USA, har udført.
"Specielt de seneste 10-12 år er sommertemperaturen i Grønland steget. Vores beregninger viser, at afsmeltningen i sommer har været større end nogensinde," siger Sebastian Mern til JP. Han påpeger, at verdenshavene derfor vil stige mere end forventet.
Tallene betyder også, at indlandsisen smelter hurtigere end nogensinde.
"Det er min vurdering, at vi i år har haft den kraftigste afsmeltning, siden man begyndte at måle temperaturen i Grønland i 1873," siger klimaforsker Jason E. Box fra Byrd Polar Research Center ved Ohio State University, USA, til JP.
Afsmeltningen bekymrer klimaminister Lykke Friis (V).
"Det er med til at understrege, at den globale opvarmning ikke er et teoretisk problem. Det er noget, vi kan konstatere her og nu," siger hun til JP.
I løbet af de seneste ti år er et areal svarende til halvdelen af Fyn blevet isfrit.