Amagerbanken, der i øjeblikket kæmper for overlevelse, er tæt på at miste to vigtige kunder.
Dragør Kommunes borgmester Allan Holst (S) siger til Børsen, at kommunen efter 1. oktober ikke længere vil have Amagerbanken som kommunens hovedbankforbindelse.
Til den tid bortfalder den statslige ubegrænsede indskydergaranti, og Dragør vil højest have 750.000 kr. stående i Amagerbanken.
Nabokommunen Tårnby er tæt på at følge i Dragørs fodspor.
På et møde i slutningen af august skal politikerne i Tårnby Kommune afgøre, om de ligeledes vil give Amagerbanken silkesnoren.
Dragør Kommunes borgmester Allan Holst siger, at kommunen vil overføre sine penge - udover de 750.000, der er sikret i tilfælde af konkurs - til Danske Bank.
"Og den lukker nok ikke lige ned," siger Allan Holst til Børsen.
Førsteviceborgmester Elise Andersen (S) i Tårnby Kommune siger, at kommunen er meget opmærksom på situationen i den kriseramte bank.
"Det er klart, at det er højeste prioritet at passe på borgernes penge, og vi er opmærksomme på, at det efter 1. oktober kun er de første 750.000 kr., der er garanteret," siger Elise Andersen til Børsen.