Stine Nielsen på 19 år fra Fyn kan kalde sig verdensmester i 50 m riffel.
VM-finalen fandt sted til ISSF World Championship All Events i Munchen i kategorien 50 m 3x20 skud.
Med 587 point blev Stine Nielsen vinder af VM og slog dansk og personlig rekord med hele fem point. Hun vandt foran næsen på Sarah Scherer fra USA og Elin Karlsson fra Sverige.
"Jeg forstår det ikke rigtigt. Folk klappede, da jeg var færdig, men jeg turde ikke kigge op. Min skydning gik bare så godt, bedre end jeg havde forventet, for det blæste meget. Jeg er super duper tilfreds, men jeg forstår det ikke helt. Verdensmester er bare sådan et stort ord," siger Stine Nielsen til Dansk Skytte Union.
Efter den flotte sejr til VM er Stine et oplagt OL-emne i London om to år.
"Det mest imponerende ved dette resultat er, at hun havde været nummer to før finalen, hvis hun havde stillet på i dameklassen. Det kunne rent faktisk have givet en OL-kvotaplads," siger sportschef i Dansk Skyktte Union, Linda Andersson.
Den talentfulde teenager modtog tidligere på året et legat på 10.000 kroner fra kronprins Frederiks Fond til støtte til træningen.