De to betjente, der i november sidste år skød den 34-årige Bo Houen Jørgensen i hovedet, bliver ikke retsforfulgt.
Sådan lyder meldingen fra statsadvokat Kirsten Dyrmann.
"Min afgørelse er truffet på baggrund af en grundig undersøgelse, hvor jeg har afhørt en række vidner og foretaget en række tekniske undersøgelser. Her har jeg fundet, at brugen af tjenestevåben sker i lovlig nødværge," siger Kirsten Dyrmann til Newspaq.
Hun har siden skyderiet efterforsket betjentenes adfærd den 13. november, da de kørte ud til den psykisk syge mand, der skulle tvangsindlægges.
Den psykisk syge mand skød mod betjentene med en bue og nåede at stikke to af dem alvorligt med en kniv. Derefter blev han selv ramt af skud i ansigtet.
Betjentene blev efterfølgende kritiseret for at troppe op i uniformer på dagen, fordi det beviseligt kan ophidse psykisk syge patienter.
Men også her freder statsadvokat Kirsten Dyrmann betjentene.
"Der er ikke noget som helst, der tyder på, at dét, at politiet var tilstede i uniform og i patruljevogne, har haft indflydelse på eskaleringen af situationen. Der er derudover vidner, der fortæller, at politiet havde en rigtig god pædagogisk kontakt med nu afdøde," siger hun.
Falckreddere forsøgte at redde Bo Houen Jørgensen efter det voldsomme opgør, men han døde kort efter.
Betjentene blev indlagt med knivstik, men begge betjente overlevede.