Det er meget muligt de sidste optagelser, der bliver lavet netop nu af tv-serien 'Two and a half men'.
Charlie Sheen, der er stjernen i serien, kræver nemlig en højere løn, hvis han skal fortsætte i rollen som singlefyren Charlie Harper. Det skriver BBC News.
Men skuespilleren kommer nok til at vente længe, hvis han skal se flere penge rulle ind på kontoen. Han får nemlig betalt langt over fire millioner per episode og er dermed også en af de højest betalte tv-skuespillere i verden.
Lysten til at stoppe med serien kommer måske også efter, at Charlie Sheen er blevet anklaget for hustruvold og samtidig har et misbrug af alkohol.
Til juli skal sagen om hustruvold for retten, hvor den 44-årige skuespiller får afsagt sin dom.
Det er hustruen Brooke Mueller Sheen, der har anmeldt sin mand for at have truet med at dræbe hende juledag 2009.