Det er aldrig klogt at sætte sig ind bag rattet, når man har drukket for meget alkohol. Men endnu dummere er det, hvis man i spirituspåvirket tilstand tager bilen og kører ned til den lokale politistation.
Men det var lige præcis, hvad en 53-årig kvinde fra Nærum gjorde torsdag eftermiddag, da hun skulle aflevere noget på Lyngby Politistation nord for København. Det skriver lokalavisen.dk.
Medarbejderne på politistationen fattede hurtigt mistanke til den fulde kvinde. Derfor blev de også meget overraskede, da hun bagefter satte sig ind i sin bil, som hun havde parkeret lige foran politistationen, og kørte væk i den.
En patrulje satte dog straks efter kvinden, og få hundrede meter fra politistationen blev hun anholdt og sigtet for spirituskørsel.