For millioner af amerikanerne har sygdom hidtil været lig med noget nær økonomisk ruin. Den virkelighed håber Obama og Co. at ændre med historisk beslutning i dag.
Senatet i USA har her juleaftensdag stemt en sundhedsreform endeligt igennem.
Det var den fjerde og afgørende afstemning om reformen, der ventes at sikre sygesikring til mellem 31 og 36 millioner amerikanere, som i dag ikke er dækket.
Og det er en sejr for Obama, der netop gik til valg på sygeforsikring til alle amerikanere.
Det vurderer USA-kender og medredaktør på Kristelig Dagblad, Michael Ehrenreich, over for Newspaq.
"Reformen bliver ikke som det oprindeligt var planlagt - Obama har været tvunget til kompromiser, men set på den lange bane, så er der tale om den største sundheds- og socialpolitiske oplægning siden midten af tresserne," forklarer han.
"Mange præsidenter har siden uden held forsøgt sig med reformer. Det er nu lykkedes for Obama. Og det er meget stort," forsikrer Michael Ehrenreich.
Lovforslaget koster ifølge demokraterne omkring 900 milliarder dollar (4.680 milliarder kroner) over de kommende 10 år.
Det kræver 60 stemmer at vedtage lovforslag i Senatet. Det stemmetal nåede demokraterne lige med nød og næppe. 60 stemte for, 39 imod.
USA's folkestyre består af to kamre.
Repræsentanternes Hus og Senatet.
Der sidder to senatorer fra hver delstat i Senatet.