Når der bliver handlet våben, er USA ofte en af aktørerne. Amerikanerne sidder nu på to tredjedele af det globale marked. Det fremgår af en undersøgelse fra den amerikanske kongres, skriver Reuters.
USA solgte sidste år våben for omkring 37,8 milliarder dollar - eller knap 200 milliarder kroner.
Til sammenligning solgte nummer to på listen, Italien, blot våben for 20 milliarder kroner, mens russerne havde ordrer for 18 milliarder kroner. Det er i øvrigt et fald for Ruslands våbeneksport. I 2007 solgte russerne for over 56 milliarder kroner.
Undersøgelsen konkluderer også, at de mange amerikanske handler blandt andet skyldes ordrer fra flere asiatiske lande. Men det er også lande som Irak, Saudi Arabien, Egypten og Brasilien, der køber våbnene. De Forenede Arabiske Emirater var dog amerikanernes største klient i 2008. De købte våben for over 50 milliarder kroner.