Den pakistanske by Peshawar blev i dag ramt af et bombeangreb, der har kostet fire mennesker livet og såret omkring ti personer, oplyser myndighederne.
Eksplosionen, som var et selvmordsangreb, skete nær en af sikkerhedsstyrkernes kontrolposter ved det militære distrikt.
"Selvmordsbomberen prøvede at krydse et kontrolpunkt. Han var til fods. Politiet stoppede ham og så sprang han sig selv i luften," forklarer Mohammad Karim Khan, der er politiofficer, ifølge AFP.
Én af de omkomne var politimand, mens de tre andre var tilfældige forbipasserende.
Bombe- og selvmordsangreb rammer ofte Peshawar, der er en storby med 2,5 millioner mennesker på kanten af de berygtede klanområder, der grænser op til Afghanistan.
USA anser området for at være et fristed for terrornetværket al-Qaeda og Taliban.