Får FCK point i aftenens kamp ude mod Sparta Prag er de videre fra gruppespillet i Europa League, og det er ikke bare den sportslige sektor, der vil glæde sig over avancement til forårets kampe.
Ekstra Bladet vurderer, at selskabet bag FCK, Parken Sport & Entertainment, kan se frem til omkring 15 mio. kr., hvis de hvide løver går videre og trækker en attraktiv modstander i næste runde.
En sejr i aftenens kamp i Prag giver en million kr., mens avancement til 1/16-finalerne giver 1,5 mio. kr. i klubkassen. Og en kassekamp hjemme i Parken mod for eksempel Daniel Aggers Liverpool eller Christian Poulsens Juventus vil give ca. 10-12 millioner kroner. Så avancement fra gruppespillet kan give ro både på trænerbænken og i bogholderiet.
"Både sportsligt og økonomisk betyder det naturligvis noget. Der er de berømte point for dansk fodbold. Det vil være fantastisk, hvis vi får så mange point, at det danske landshold kvalificerer sig direkte til Champions League," siger Flemming Østergaard til Ekstra Bladet.
"Det at blive dansk mester vil så lige pludselig være 120 millioner kroner værd. Det er jo en god gulerod," mener FCK's bestyrelsesformand.
Hjalte Bo Nørregaard kan i øvrigt overtage rekorden for flest kampe i FCK-trøjen i aften. Med 285 kampe sniger han sig lige over den tidligere indehaver Michael "Mio" Nielsen.