"Gå glad i bad, syng jubibuææ, så får du ren samvittighed." Sådan sang Kandis i Pyrus-julekalenderen for nogle år siden.
Men nu hvor decemberkulden kryber ind under huden, og vintermorgenerne er sorte som kul, er mange af os tilbøjelige til at gå lidt for glade i bad - og lade det varme vand fosse ud i uforskammet lang tid.
Det er nemlig rigtigt dårligt for klimaet, når dit julebad når op på 10-20 minutter. Derfor anbefaler Klimaministeriets kampagne 1tonmindre, at man skærer ned på badetiden - og gerne får en sparebruser:
"Med et bad på fem minutter bliver kroppen helt sikkert ren, men samtidig opnår du en lidt renere miljø-samvittighed. For både det forkortede brusebad og installationen af en sparebruser nedsætter udslippet af drivhusgassen CO2," lyder kampagnefolkenes råd.
Ministeriet har regnet sig frem til, at et brusebad på fem minutter i stedet for ti minutter nedsætter CO2-udslippet med 65 kilo, mens en reduktion af brusetiden fra 20 til fem minutter sparer atmosfæren for hele 195 kilo CO2 om året.
Og forærer du samtidig dit badeværelse en sparebruser, er der endnu mere at hente - nemlig en CO2-reduktion på 65 kilo CO2 årligt.
Hvis du ikke orker at tænke på stigende vandstande i havene og truede isbjørne, når du og dine julegæster trænger til et morgendush - så tænk på pengepungen.
Du kan nemlig sparer næsten 1.000 kroner, hvis du skruer ned for badetiden fra ti minutter til fem minutter. Og går du fra et dagligt luksusbad på 20 minutter til et sparebad på fem minutter kan du årligt spare næsten 3.000 kroner, viser beregninger fra 1tonmindre-kampagnen.
"Et tip er at foretage indsæbning af krop og hår med vandet slukket," lyder rådet.