I går meddelte Alm. Brand Bank, at banken afskediger 33 medarbejdere, og i sidste uge blev 20 medarbejdere i Sparekassen Østjylland afskediget.
Og der er flere fyringer i vente i banksektoren.
Finanskrisen har alene i år sendt 2.300 ansatte i finanssektoren ud i arbejdsløshed, og næste år vil situationen være lige så slem.
Det viser Finansrådets og Finanssektorens Arbejdsgiverforenings årlige undersøgelse af beskæftigelsessituationen i 97 banker, realkreditinstitutter og IT-centraler.
"Jeg frygter, at lige så mange mister jobbet til næste år. Mange af fyringerne vil foregå i skyggen af de to bankpakker. Udløbet af bankpakke I lægger et stort pres på bankerne, mens statslån fra bankpakke II giver kapital til at købe op. Fusioner og opkøb betyder fyringer," siger næstformand Kent Petersen fra Finansforbundet til Jyllands-Posten.
Mange stillinger vil blive nedlagt som følge af naturlig afgang, men det vil også være nødvendigt med fyringer.
Hver 10. bank eller realkreditinstitut forudser således, at de vil blive tvunget ud i nye afskedigelser de kommende år.
"Afskedigelser på samme niveau som i år er et meget fornuftigt bud. Når der skal spares, er der desværre ingen vej uden om at reducere lønsummen, som udgør to tredjedele af omkostningerne," siger direktør Steen Rasmussen fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening.
Der er i omkring 55.000 medarbejdere i banker og realkreditinstitutioner.