20 procent. Så meget er kødomsætningen i SuperBest allerede dykket, efter de sidste ugers gentagne afsløringer af kædens genbrugskød. I kroner lyder omsætningstabet på 100 millioner af slagsen, hvilket til sammenligning er en tredjedel af kædens samlede overskud i seneste regnskabsår. Men det er ikke kun kød, danskerne nu vælger fra i SuperBest.
"Hele kæden betaler en høj pris for, at 11 slagtere har omgået reglerne," fortæller direktør Frank Sørensen til jp.dk
For at holde på kunderne, har SuperBest nu indført deres eget kvalitetsprogram, men der er lang vej tilbage, inden alle er overbevist om, at kæden ikke længere sælger kød med moderniserede datomærker.
Hele sagen begyndte at rulle, da DRs Kontant og Ekstra Bladet for tre uger siden afslørede, at SuperBest i flere tilfælde ompakkede kød og på den måde fornyede kødets holdbarhedsdato.
SuperBest fyrede hurtigt nogle skyldige slagtere, men afsløringerne blev ved uge efter uge. Der blev fundet svinekød i lammefarsen, fedtprocenterne i kød var langt højere, end pakkerne angiver, SuperBest kaldte bursvin for frilandsgrise, og det sidste nye er, at supermarkedskæden også har nydateret fiskefars.
Efter afsløringerne har SuperBests troværdighed lidt et børskrak-agtigt knæk, fastslår eksperter i branding. De vurderer, at det vil tage år, inden kæden har sit gamle omdømme igen.