Privatansatte fædre og fædre med arbejde i staten er ikke nær så gode til at tage en tørn, når deres syge poder skal passes, som fædre i den kommunale sektor.
Det viser en ny undersøgelse, som Kommunernes Landsforening har fået lavet. Og det overrasker Beskæftigelsesministeriet, at ligestillingen har det bedst i kommunerne.
"Det er nok lettest i de sektorer, hvor der er mange kvinder ansat. Der er man mere vant til at drage omsorg for børnene," siger Agnete Andersen, der er konsulent i ministeriet, til Newspaq.
Hun glæder sig over udviklingen og mener ikke, at staten og den private sektor sakker bagud. Kommunerne har bare været ekstra gode.
Og Agnete Andersen mener, at der bliver gjort noget for at komme op på siden af de forbilledlige fædre i kommunerne.
"Det er mit indtryk, at flere og flere virksomheder tager det op og arbejder aktivt med det, som vi kalder sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv. Man ved, at det er vigtigt, at både kvinder og mænd interesserer sig for at være sammen med deres børn," siger hun.
De nyeste fraværsdata fra Danmarks Statistik viser, at kommunalt ansatte kvinder i gennemsnit har 1,99 fraværsdage om året på grund af syge børn. Kommunalt ansatte mænd har 1,89 dage.
I staten har fædrene kun 1,40 barns sygedage om året, mens kvinderne har 2,05. I den private sektor er forskellen endnu større. Her har kvinderne 2,55 barns sygedage, mens mændene har 1,43.