Den tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte er i dag blevet i dømt to års fængsel ved Østre Landsret for groft mandatsvig og embedsmisbrug.
Men det giver hovedpersonen selv ikke meget for. Han mener, at han er blevet uretfærdigt behandlet.
"Det er en absurd dom. Jeg har ikke gjort noget, uden at revisionen har sagt god for det, og byrådsmedlemmerne har kendt til det. Når jeg bliver dømt, så bliver vi saftsuseme mange i Horserød," siger Peter Brixtofte til TV2 News.
Han kalder det "sludder og vås", at hans overforbrug af rødvine skulle være nok til at ryge i fængsel for. Men hvis det er nok, så er Peter Brixtofte parat til at tage andre embedsmænd med i fængsel, eksempelvis den tidligere chef for Rigspolitiet, Torben Hesselbjerg, der havde et overforbrug i forbindelse med en tur til Rio, forklarer Brixtofte.
Samtidig langer den tidligere Farum-borgmester hårdt ud mod dommer i Byretten Peter Garde. Han mener, at dommen er politisk begrundet, og at det er hans politiske modstandere, der har svunget hammeren i domhusene og dermed sendt ham i spjældet.
"Det er politiske modstandere, som har dømt mig, og det har jeg ingen respekt for. Peter Garde er en yderligtgående højrenationalist, og han burde aldrig have været dommer, siger Peter Brixtofte.
Peter Brixtofte er blandt andet blevet dømt for at have truffet en lang række beslutninger udenom den kommunale bestyrelse i Farum. Derudover har han brugt skatteborgernes penge til dyr vin og andre goder.
Brixtoftes forsvarsadvokater vil søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få sagen for Højesteret.