Den civile chef i Hjemmeværnet, 39-årige Ulrik Kragh, er færdig som leder i hjemmeværnet. Han har selv valgt at trække sig, da han, efter egen overbevisning, har fuldført missionen.
"Det folkelige engagement i forsvaret og beskyttelsen af Danmark har fået en ny platform, der passer til en globaliseret verden, hvor terror, naturkatastrofer og store ulykker er de største trusler. Dermed er min mission fuldført," siger han på Hjemmeværnets hjemmeside.
Men alt har ikke været lutter lagkage for Ulrik Kragh. Han blev hårdt kritiseret for sin håndtering af sagen om en indvandre pige, der bar tørklæde i hjemmeværnet.
Først blev kvinden fremstillet som et forbillede på Hjemmeværnets hjemmeside. Her kunne man se, den unge indvandre bærer et armygrønt tørklæde. Dansk Folkeparti gik ind i sagen, og så vendte Ulrik Kragh på en tallerken og forbød kvinder at gå med tørklæde, når de var uniformeret.
SF græder tørre tårer over Kraghs exit. De tror på et bedre hjemmeværn, når chefen har fået ryddet sit kontor.
"Jeg ønsker ham held og lykke i byrådet, eller hvor han nu havner, og håber, at han vil være mere informationssøgende i sine nye hverv. For hjemmeværnet kan det kun blive en fordel, at han stopper," siger Pernille Frahm, der SF's medlem i Folketingets forsvarsudvalg, ifølge Fyens Stiftstidende.
Ulrik Kragh vil fremover koncentrere sig om bestyrelsesposter og politik. Han stiller op til byrådet i Horsens og stiller op som Folketingskandidat i Århus for partiet venstre.