Det har været en hård morgen for eleverne på Provstegårdsskolen. En af deres skolekammerater blev i weekenden banket til døde af sin far. Skoleinspektøren Aksel Bay-Petersen fortæller, at alle på skolen er meget berørte over drabet på den kun 13-årige pige. Pigen blev under et skænderi banket til døde af sin egen far - højst sandsynligt med et stumpt instrument.
"Jeg har været sammen med klassen her til formiddag, og sammen har vi talt, grædt og fået sat nogle ord på vores sorg og vores savn," siger inspektøren, der også fortæller, at klassen, som en del af sorgarbejdet, er i gang med at lave en bog til pigens familie og skrive et brev til pigens tvillingebror, der også gik i klassen. Det skriver fyens.dk
Udover skolens lærere står der to psykologer til rådighed for skolens elever, og skolen har mulighed for at trække på ekstra kriseberedskab fra kommunens side, hvis det skulle blive nødvendigt for at håndtere de voldsomme begivenheder.
Klokken 13 i dag fremstilles den 40-årige far i grundlovsforhør.
Politiet har mandag morgen ikke nogle nye oplysninger i sagen, og det er derfor stadig uklart, hvorfor den 13-årige piges - så udadtil pæne og venlige far - tævede sin teenagedatter ihjel i familiens hjem i Odense.