Det danske kabinepersonale går nu syv procent ned i løn.
Det er netop blevet besluttet blandt medlemmerne af CAU, som organiserer det danske kabinepersonale i SAS. Over 80 procent af medlemmerne sagde ja til lønnedgangen, der træder i kraft 1. september. Det skriver tv2.dk.
Eneste forudsætning er, at SAS kun må flyve med dansk personale på de ruter, der er i København.
Formand Verner Lundtoft Jensen erkender, at det kan vise sig at være skruen uden ende at acceptere en så stor lønnedgang.
"Det er ved gud heller ikke med stolthed, vi gør det. Når vi har afleveret de her syv procent, så er vi i alt gået 10,5 procent ned i løn. Men det er tilsyneladende vores medlemmers opfattelse, at det er det, som er nødvendigt at gøre for at sikre vores arbejdspladser," siger han til Ritzau.
Han pointerer, at det danske kabinepersonale er den eneste faggruppe i hele SAS-systemet, som er villige til at gå ned i løn.
"Medlemmerne har ved deres klare tilkendegivelse vist imødekommenhed, ansvar og samarbejdsvilje. Nu må vi blot vente og håbe på, at SAS' ledelse og bestyrelse gør det samme," siger Verner Lundtoft Jensen.