Den pensionerede landsholdsspiller Stig Tøfting gør nu den tidligere landsholdsangriber Peter Møller selskab. Også Tøffe skal nu fungere som ekspert-kilde for den nye sportskanal, Canal 9.
Ifølge sporten.dk, skal han være ekspert på Superligaen og Premier League, hvor han skal kommentere ligaerne sammen med Peter Møller.
Det betyder altså, at Tøffe har droppet at blive træner for en ny klub, efter at han forlod jobbet som assistenttræner i Randers FC.
Canal 9 vil dog ikke bekræfte historien, men ifølge sporten.dk vil det blive annonceret i en pressemeddelelse i dag.
"Vi offentliggør endnu en stor profil i weekenden. Vi vil være Danmarks bedste fodboldkanal. Vi vil opbygge det stærkeste team af værter, eksperter og kommentatorer på Canal 9 for at sikre den bedste mulige dækning af vores fodboldligaer," siger sportskanalens kommunikationschef, Christina Sulebakk, til hjemmesiden.
Tøfting selv har endnu ikke kommenteret på påstanden.