Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) modtager den tibetanske eksilleder Dalai Lama i embedsboligen Marienborg på fredag om 14 dage.
Dalai Lama ankommer direkte fra sin residens i Dharamsala i Indien, hvor han har boet siden flugten fra Tibet i 1959.
Han skal mødes med den danske statsminister sidst på dagen - og de følgende to dage skal den 73-årige eksilleder fortælle om buddhismen i Bella Center, skriver Berlingske.dk.
Han er inviteret til Danmark af den humanitære organisation Tibet Charity.
Om søndagen flyver Dalai Lama videre til Island, som han besøger for første gang.
Dalai Lama fik i 1989 Nobels fredspris for sin ikke-voldelige kamp mod det kinesiske styres undertrykkelser af det tibetanske folk.