Beboere i Thy-lejren må forvente, at livet i lejren nok bliver lidt kedeligere den kommende tid. Politiet har nemlig fundet mellem 20 og 30 kilo hash i lejren.
Fundet kom bag på ordensmagten.
"Det er forholdsvis sjældent, vi gør så store fund. Vi var på et rutinebesøg i lejren, og så faldt vi over det her", siger vicepolitikommissær Poul Fink fra Midt- og Vestjyllands Politi ifølge MetroXpress.
Tre personer blev også anholdt i lejren, som ligger mellem Thisted og Hanstholm.
Politiet har endnu ikke opgjort, hvor meget de tre sigtes for, da ingen vil indrømme, at de ejer det euforiserende stof.
De mange kilo hash har en værdi af en million kroner, hvis det bliver solgt på gaden.
Thylejren startede i 1970.