Så er det nok. En gruppe fremtrædende Venstre-politikere er blevet trætte af at høre om unge kriminelle, der ikke kan straffes på grund af deres alder.
"Jeg vil ikke sende 12-13 årige i fængsel, men jeg vil at samfundet kan idømme en sanktion. Hvis det er rigtig groft, så skal man måske gå rundt med en GPS-lænke, så man kan passe sin skolegang, måske få lov til at gå til fodbold, men om aftenen, der er man hjemme," siger Venstres skatteordfører Torben Schack Pedersen til Nyhedsbureauet Newspaq. Han støttes af kollegaerne Gitte Lillelund-Bech og Malou Aamund.
Sidste år vedtog Venstres folketingsgruppe ellers at fastholde den kriminelle lavalder på 15 år, men inden sommer kommer regeringens Ungdomskommission med en betænkning, der måske åbner for ny debat.
I Dansk Folkeparti er de glade for de nye strømninger i Venstre, og Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup kalder over for jp.dk. meldingen for "super gode nyheder".
Dog går regeringspartneren de Konservative ikke ind for at afskaffe den kriminelle lavalder.
"I det sociale system er der en lang række muligheder for at barnet skal være de og de steder og forældrene skal følge barnet i skole," siger partiets retsordfører Tom Benhke til Newspaq.