Morten Andersen sætter punktum for sin aktive karriere efter 25 sæsoner i NFL. Meddelelsen var ventet, men blev officiel mandag på et pressemøde i den amerikanske ambassadørs bolig.
Og der var ros til den 48-årige dansker, for efter 25 sæsoner i NFL er Morten Andersen et stort navn i USA.
"Morten har været den mest succesfulde spiller, når det gælder antallet af scorede point (2544, red.). Det er den vigtigste statistik, der er, så for amerikanere er Morten Andersen en enestående helt," siger USA's ambassadør i Danmark, James P. Cain, til TV 2 Sporten.
Morten Andersens amerikanske fodboldeventyr tog sin begyndelse for 26 år siden i New Orleans Saints, men nu tvinger en slidt krop kickeren til at sætte punktum for den lange karriere.
"Jeg har været afklaret i nogle måneder. Mine knæ har ikke tilladt mig at forberede mig optimalt til en sæson, hvis jeg havde fået et tilbud," siger Morten Andersen, der har været klubløs i en længere periode.