Fødevarestyrelsen og kødbranchen, Danish Meat Association (DMA), forsiker nu, at kødet fra danske svin ikke er forurenet med det sundhedsskadelige stof dioxin gennem foderet.
Udmeldingen kommer, efter at Irland er blevet ramt af en skandale med dioxinforgiftet svinekød.
Dioxinindholdet i det irske svinekød ligger ifølge de irske myndigheder mellem 80 og 200 gange over de tilladte grænseværdier, og det skyldes, at grisene har fået forurenet foder, skriver fyens.dk.
Men der er ingen grund til at frygte en lignenede situation her hjemme - det er den danske foderkontrol for god til, siger kontorchef Per Henriksen fra fødevarestyrelsen.
Det forurenede svinekød fra Irland findes kun i ganske små mængder i de danske kølediske og vil være fjernet senest tirsdag. Skulle man alligevel have sat tænderne i en irsk svinemørbrad, er der dog ingen risiko, oplyser Fødevarestyrelsen.