Amnesty International har netop offentliggjort en rapport, som viser, at mindst 88 mennesker er tortureret til døde i de syriske fængsler siden april i år.
10 af ofrene er børn, nogle helt ned til 13 år.
Og der er taget grusomme metoder i brug, fortæller Ole Hoff-Lund pressechef og redaktør hos Amnesty.
"Der er registreret brækkede arme og ben, brændemærker og elektriske stød på kønsdelene. Det er alle typer af grov tortur, som er anvendt," siger han til Newspaq.
Amnesty International har tidligere registreret fem dødsfald om året i forbindelse med tortur i Syrien.
Den store stigning i antallet af døde viser ifølge Ole Hoff-Lund, at styret har slået benhårdt til oprørsbevægelsen i landet.
"Det er et tegn på, at Assads styre ikke skyr nogle midler overhovedet i sit forsøg på at nedkæmpe de folkelige protester," siger pressechefen.
Undersøgelsen er foretaget på baggrund af 45 videoer af ligene, som efterfølgende er blevet forelagt uafhængige retsmedicinere. De har verificeret, at der er tale om tortur og har fastslået, hvilke typer af tortur som de mener, der er anvendt.