Omkring 70 politifolk er blevet kvæstet i voldelige sammenstød med miljøaktivister i den tyske minelandsby Lützerath, hvor planer om en udvidelse af en kulmine har fået tusinder til at protestere og aktionere.
Politiet meddeler søndag eftermiddag, at hundredvis af politifolk igennem fire dage har været i indsats for at fjerne aktivisterne fra området, som er blevet et symbol på fossile brændstoffer.
Den svenske miljøaktivist Greta Thunberg sluttede sig lørdag til demonstrationerne sammen med omkring 6000 andre aktivister i Lützerath.
Byen har i flere måneder været besat af klimaaktivister. De forsøger at forhindre, at det tyske energiselskab RWE øger produktionen af kul i den mine, der allerede er i området.
- Dette er forræderi mod både nutiden og fremtiden. Tyskland er en af verdens største forurenere og skal holdes ansvarlig.
- Luetzi (slang for Lützerath, red.) bliver, lød det blandt andet fra Greta Thunberg fra talerstolen, før demonstrationen begyndte.
Myndighederne siger, at omkring 150 aktivister vil blive retsforfulgt. Blandt andet for at modsætte sig politiets ordrer, for hærværk mod privat ejendom og for at forstyrre den offentlige orden.
Aktivister beskylder politifolk for "massiv brug af knipler, pebersprays, vandkanoner, hunde og heste".
Mindst 20 aktivister er blevet bragt til hospitalet for at blive behandlet, siger Birte Schramm, som er førstehjælper blandt demonstranterne.
Hun siger, at nogle af demonstranterne er blevet slået i hovedet og i maven af politifolk.
Organisatorerne af aktionen siger, at 35.000 personer deltog i protesterne lørdag. Politiet opgiver, at antallet af demonstranter var på 15.000.
Over en halv snes demonstranter har forskanset sig i træhuse og i en underjordisk tunnel. Det oplyser politiet.
De tidligere beboere i Luetzerath har forladt stedet. Og der er taget skridt til at rive den lille mineby ned, så den eksisterende kulmine kan udbygges.
Kulminen, som allerede er en af de største i Europa, drives af energiselskabet RWE.
Myndighederne vil gennemføre ekspansionen af kulminen, selv om det er planen at udfase kul i 2030. De tyske myndigheder siger, at Ruslands invasion af Ukraine og den efterfølgende energikrise har ført til de ændrede planer for området i en periode.
Til gengæld har RWE lovet, at det ikke ville rydde fem andre landsbyer, og at selskabet hurtigere vil gå væk fra at bruge kul.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP