På hovedkontoret i pædagogernes fagforening (BUPL) har man foretaget en optælling af, hvor mange pædagogstillinger, der er forsvundet de senere år.
I 2010 var antallet 994, mens der i 2011 blev nedlagt 899 stillinger. Dertil kommer, at 400-500 er gået ned i tid, og at der er kommet op mod 5.000 færre pædagogmedhjælpere, skriver Politiken.
"Det giver ganske enkelte ringere kvalitet, og børnene mærker det direkte," siger BUPL's formand, Henning Pedersen, til Politiken.
I Kommunernes Landsforening (KL) forklarer man udviklingen med, at man blandt andet har skåret i ledelsen i mange dagsinstitutioner.
"Og så er det klart, at vi står midt i en økonomisk genopretningsplan, som alle kommuner skal bidrage til. Så der er ikke penge til at ansætte flere, derfor må vi gøre tingene anderledes," siger formand for kultur- og børneudvalget i KL, Jane Findahl, til Politiken.
Regeringen har ellers afsat en halv milliard på finansloven til daginstitutionsområdet, men de penge er først til rådighed i 2013 og kan i øvrigt ikke kompensere for de stillinger, der allerede er forsvundet.
Kilde: Politiken