Onsdag blev årets hidtil vådeste døgn. Der faldt regn i mængder, der statistisk set kun opleves en gang hvert 500. år, skriver DMI.
Et lavtryk gik onsdag i land og stoppede over Jylland, der blev hårdt ramt af de massive vandmængder, som onsdag væltede ned over landet.
På Helgenæs på Djursland blev der målt 98,6 millimeter nedbør. Det er disse næsten ti centimeter regn på et døgn, der kun falder en gang hvert 500. år.
Hørby, der ligger mellem Randers og Aars, fik 57 millimeter regn på bare tre timer. Vejdirektoratet fik opkald om akvaplaning, mens aarhusianere oplevede, at kloakdæksler på vejen hoppede op på grund af det store pres.
Ifølge vagthavende ved DMI Steen Rasmussen skal vi vænne os til vådt vejr de kommende dage og uger.
- Det ene frontsystem efter det andet bevæger sig ind over os i den kommende periode. Vi er kommet ind i en ustadig periode igen med kraftige lavtryk og regnområder, siger han.
Den centrale og vestlige del af landet kan se frem til en del regn fredag, mens den nordlige og østlige del af landet kun bliver en smule våd.
- Vi får stadig en hel del regn. Især i morgen (fredag, red.) får vi en del regn ind vestfra, og det kan give op til 20 millimeter nogle steder. Det bliver ikke i samme omfang, som vi så onsdag, siger han.
Steen Rasmussen opfordrer til, at man får renset tagrender og afløb, så vandet ikke står op i kældrene i forbindelse med de store regnmængder.
Onsdag nåede den samlede mængde nedbør for hele landet op på 22,3 millimeter. I alt blev det til 961 millioner ton vand.
Det betyder, at der faldt rundt regnet 22 liter, hvad der svarer til mere end to store gulvspande med vand, på hver eneste kvadratmeter i hele landet.
Selv om efteråret allerede byder på våde dage, vil solen titte frem fra fredag eftermiddag og flere gange i løbet af weekenden, fortæller Steen Rasmussen.
/ritzau/