3F kæmper fortsat mod hackerangreb som dét, der ramte fagforeningens hjemmeside søndag aften.
Hackerne har således ikke opgivet deres ridt mod it-systemerne, fortæller Belinda Monnier, teknisk medarbejder i 3Fs it-afdeling, til Newspaq.
- Det startede i morges klokken ni, hvor vores linjer igen blev lagt ned, så vores ledige medlemmer ikke kunne benytte siden, hvor de indberetter deres dagpenge, siger hun om angrebet, som hun betegner som 'langvarende'.
Angrebet søndag forhindrede op mod 30.000 arbejdsløse medlemmer af 3F i at indberette deres dagpenge elektronisk. Hackernes uvelkomne besøg varede i dag til omkring middag, hvor medlemmerne så småt kunne benytte siden igen.
Men angrebene mod siden er vedvarende og kommer på forskellige tidspunkter af døgnet, lyder det fra Belinda Monnier.
- Siden sidste torsdag har der været ét angreb om dagen, og de varer tre til fem timer hver gang, siger hun.
3F synes magtesløse over for angrebene på hjemmesiden, da det er svært for fagforeningen at gardere sig yderligere imod hackerne.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at opbygge ekstra sikkerhed, men det er også et spørgsmål om, hvor længe de gider blive ved. De har kraften til at beslutte hvor meget og hvor stort, det skal være, siger Belinda Monnier.
I Vejle har den lokale 3F-afdeling gennem fire måneder ført faglig kamp mod restauratør Amin Skov fra Restaurant Vejlegården. Dette har fået hackere til at gå ind i konflikten på Amin Skovs side.
Også LO's og HK's hjemmesider blev lagt ned ved søndagens hackerangreb.