En 35-årig mand, der er sigtet for et drab begået mod en 71-årig mand torsdag, er lørdag blevet varetægtsfængslet i 27 dage.
Dommeren valgte trods protester fra den fremmødte presse at lukke dørene i grundlovsforhøret i Københavns Byret. Det skete af hensyn til politiets efterforskning af drabssagen.
Dørene blev lukket, inden det kom frem, hvordan den 35-årige forholder sig til sigtelsen mod ham.
Den 35-årige, der i grundlovsforhøret var iført mørke joggingbukser, en blå T-shirt og hvide badetøfler med sorte strømper i, blev anholdt fredag, efter at politiet havde efterlyst ham.
Han er sigtet for at have dræbt en 71-årig mand med flere knivstik i en lejlighed i Københavns Nordvestkvarter torsdag efter forudgående aftale eller fælles forståelse med en 47-årig mand.
Den 47-årige mand blev fredag varetægtsfængslet i fire uger. Ved dette grundlovsforhør blev dørene også lukket, hvorfor offentligheden ikke har fået yderligere indsigt i sagen og i, hvad den 47-årige forklarede.
Det kom dog frem, at han nægter sig skyldig.
Dommeren valgte lørdag også at nedlægge navneforbud for den dræbte og den 35-årige sigtede.
Drabet skete ved 17-tiden torsdag i en lejlighed i Københavns Nordvestkvarter.
Den 47-årige blev anholdt umiddelbart efter drabet i en Coop 365-butik.
Den 35-årige blev først anholdt fredag, efter at han var blevet efterlyst offentligt. Det var en politibetjent, der havde fri, som genkendte den 35-årige.
Politibetjenten tilkaldte sine kolleger, der derefter anholdt manden.
/ritzau/