Forestil dig et øjeblik Kongens Nytorv i København.
Der er de lysegrønne træer, der er de nydelige brosten. Kærestepar på bænkene, softice i de små bikse.
Og så - ud af det blå - 25.000 svenskere.
Hujende, støjende og råbende på skånsk og stockholmsk og alle mulige og umulige dialekter. Og naturligvis fulde.
Det bliver virkelighed i morgen:
- Klokken 12 samles vi på Kongens Nytorv. Pladsen kommer til at blive et hav af blåt og gult, og i seks timer skal de svenske slagsange gjalde over København, siger Ingo Söderlund fra den svenske fanforening Camp Sweden til Sydsvenska Dagbladet.
Han kalder interessen for EM-landskampen enorm, og langt de fleste besøgende er folk, som ikke har mulighed for at se kampen.
Og det er så den eneste gode nyhed i balladen: Ifølge Camp Swedens oplysninger er det kun lykkedes for små 1.000 svenskere at sikre sig billet til kampen.