'Du har ikke flere penge på din mobilkonto'
Den besked har omkring 230.000 TDC-kunder fået i formiddags, og det bevirker, at de hverken kan ringe op eller sms'e. Fejlen er sket fra TDC, fordi en opdatering af mobilsystemet er gået galt.
"Vi opdaterer løbende vores forskellige systemer. Og i dag har vi kørt en planlagt opdatering på nogle betalingssystemer for vores 'pre paid'-kunder," forklarer Rasmus Avnskjold fra TDC.
Det er altså kun kunder med taletidskort eller andre abonnementer, hvor man løbende indbetaler på sin konto, der er påvirket af opdateringsfejlen.
Opdateringen begyndte at køre omkring klokken 8.30. TDC regner med, at problemet automatisk bliver løst, når opdateringen stopper.
"Opdateringen er sat til at stoppe klokken 14, så vi forventer, at problemet løser sig senest der. Men formentlig inden," siger Rasmus Avnskjold.
TDC opdagede fejlen omkring klokken 9 og sendte umiddelbart derefter en sms om problemet ud til de berørte kunder.
De uheldige TDC-kunder kan stadig ringe nødopkald og modtage alle former for indgående mobiltrafik, selvom de ikke selv kan få kontakt med omverdenen.