Mindst 200 israelere er dræbt, efter at den militante palæstinensiske gruppe Hamas lørdag har angrebet Israel.
Det meddeler den israelske redningstjeneste Zaka lørdag aften ifølge nyhedsbureauet dpa.
Dødstallet er ikke umiddelbart bekræftet fra regeringen eller landets sundhedsministerium.
Men ministeriet bekræfter, at 1452 israelere er såret og bragt til et hospital siden lørdag morgen. Af dem er 18 i kritisk tilstand, og 267 er alvorligt såret. Det skriver den israelske avis Haaretz.
Lørdag morgen sendte Hamas mindst 2200 raketter over grænsen til Israel. Militante Hamas-folk trængte ind i flere israelske byer i et overraskende og omfattende angreb.
Gruppen har taget snevis af israelere som gidsler. Det er både civile og soldater, skriver flere israelske medier.
Der er tale om de blodigste angreb mod Israel i mange år.
Lørdag eftermiddag er der kampe mellem Israels militær og militante palæstinensere flere steder, skriver israelske medier.
Snesevis af militante er dræbt, efter at de forsøgte at trænge ind i Israel fra havet, skriver Haaretz.
I Gazastriben er mindst 232 palæstinensere dræbt i israelske luftangreb.
Det meddeler sundhedsministeriet i den palæstinensiske enklave lørdag aften omkring klokken 20 dansk tid.
Yderligere mindst 1697 mennesker er såret, oplyser de palæstinensiske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.
Både antallet af dræbte og sårede ventes at stige. Israel har lørdag rettet luftangreb mod blandt andet tre tietagers boligblokke i Gaza By og en lang række andre mål i Gazastriben.
Israel har indledt den såkaldte Operation Jernsværd som svar på et omfattende raketangreb fra den militante gruppe Hamas, der sidder på magten i Gazastriben.
Premierminister Benjamin Netanyahu har erklæret, at Israel nu er i krig mod Hamas.
/ritzau/