Det blev ikke til dansk bronze sent tirsdag aften, da bordtennisspilleren Sophie Walløe tabte bronzekampen til brasilianeren Bruna Costa Alexandre i tre sæt.
Nederlaget kom til at lyde på 2-11, 11-13 og 8-11 i en kamp, som hjemmebanefavoritten dominerede det meste af vejen.
Den 16-årige dansker fik en forfærdelig start på kampen, da hun kom bagud 0-6 i løbet af ganske kort tid, og så var sættet kørt.
I anden sæt var Walløe langt bedre med, og det lignede for alvor noget, da danskeren kom foran 6-2.
Igen tiltvang brasilianeren sig dog overtaget. Sophie Walløe måtte holde hovedet koldt og afvise to sætbolde, inden hun selv misbrugte en enkelt. Kort efter hed det 2-0 i sæt i brasiliansk favør.
De to spillere fulgtes også nogenlunde ad i tredje sæt, men det var som om, at den danske bordtenniskvinde ikke for alvor troede på det, og på sin anden matchbold tog Bruna Costa Alexandre bronzemedaljen.
/ritzau/