Fem gange hamrede han kniven ind i Ulf Andreasens krop. Ind i brystet. Ind i hjertet. Fredag blev 27-årige Michael Clausen dømt til 12 år i fængsel for drabet på sin tidligere nabo.
Det skriver bt.dk.
Drabet skete i oktober 2007 efter længere tids uoverensstemmelser mellem de to mænd, der tidligere havde boet side om side. Ifølge Michael Clausen gik det galt, da Ulf Andreasen i en brandert ridsede hans bil og ikke ville betale for skaderne.
14. oktober 2007 kørte Michael Clausen sin bil op over fortovet ud for et busstoppested på Rudersdalsvej i Holte, hvor Ulf Andreasen befandt sig. Der opstod tumult mellem de to, og Ulf Andreasen blev fem gange stukket med en kniv. Det ene stik gik, skriver bt.dk, gennem brystet og ind i hjertet.
Michael Clausen har anket dommen.