Med en 2-0-sejr over Kasakhstan kom det svenske fodboldlandshold planmæssigt fra start på den lange ved mod VM i Brasilien.
Men til trods for sejren og de tre point var der meget lidt tilfredshed at spore blandt publikum på den næsten fyldte Swedbank Stadion i Malmø.
I anden halvleg blev de blågules anstrengelser mod verdensranglistens nummer 142 mødt med pibekoncerter fra tilskuerrækkerne, og den svenske anfører, Zlatan Ibrahimovic, forstår godt publikums utilfredshed.
- Jeg har fuld forståelse for det. De vil se mange mål, det er derfor, man kommer til en fodboldkamp. Det er ikke billigt at komme ind at se en kamp, så jeg forstår det godt, siger Zlatan Ibrahimovic til Aftonbladet.
Bemærkelsesværdigt var det, at tilskuerne for alvor viste deres utilfredshed på et tidspunkt, hvor svenskerne førte 1-0. Alligevel var de svenske fans langt fra tilfredse med den forestilling, de blev budt.
Ikke alle svenske spillere har samme forståelse for den reaktion som kaptajn Ibrahimovic.
- Hvorfor skal vi gå frem på banen, når vi fører 1-0, spørger Jonas Olsson.
Mens spillerne kan glæde sig over tre point efter den første VM-kvalifikationskamp, vender svensk presse ligesom publikum tommelfingeren lodret ned.
- Klokken var 22.21, da den ukrainske dommer fløjtede kampen af. Det var det bedste ved den aften. Endelig var elendighederne ovre, skriver Dagens Nyheter om en præstation, avisens kommentator kalder "generelt horribel".