Tre personer er fundet døde efter en eksplosion og efterfølgende brand i en lejlighed i Sundbyberg, der er en forstad otte kilometer nordvest for den svenske hovedstad Stockholm.
De tre ofre er en mand og to børn. Politiet efterforsker nu sagen som en kriminalsag og betegner hændelsen som mord.
- Der er tre omkomne mennesker, og omstændighederne er uklare. Så bliver det mord, siger Martin Sjöli, der er stationsleder ved Västerort Politi til nyhedsbureauet TT.
Branden i lejligheden brød ud kort før klokken halv fem natten til fredag. Det var naboer, der alarmerede politiet, da de hørte eksplosionen og så, at der kom kraftig røg ud af vinduerne.
- Det ser ud til at have været en meget kraftig eksplosion, siger Roger Sverndal fra den svenske redningstjeneste.
Ofrene blev fundet af røgdykkere, som kom ind i lejligheden, da ilden var slukket. Ifølge Roger Sverndal er lejlighed blevet totalskadet.
Årsagen til eksplosionen er endnu ukendt. Politiets bombeteknikere har afsluttet deres arbejde i lejligheden uden at finde nogle farlige genstande.
/ritzau/TT