Den tidligere OB-træner Lars Olsen var på vej mod en sensation, da hans færøske fodboldlandshold tabte 1-2 hjemme i Torshavn mod storfavoritterne fra Sverige anført af Zlatan Ibrahimovic.
Sverige indledte kampen med et pænt pres på hjemmeholdets bagkæde - men måske med en lidt for afslappet indstilling.
I stedet for at skrue tempoet op og jagte en scoring førte de svenske profiler bolden lidt for meget rundt og lidt for lidt frem mod færingernes mål.
Færingerne derimod forsvarede sig godt, og straffen for den ineffektive svenske indsats faldt efter knap et times spil og en indkastsituation i højre side, hvor bolden med hjælp fra Jonas Olssons forlængelse havnede hos Rogvi Baldvinsson, som scorede til 1-0.
Og så brød jublen løs i Torshavn, hvor hjemmepublikum øjnede en sensation.
Men det kunne Zlatan Ibrahimovic ikke leve med.
Ti minutter senere snød Paris SG-spilleren tre forsvarsspillere med en hurtig vending og sendte en stikning til Alexander Kačaniklić, som med indersiden placerede bolden i det fjerne hjørne til 1-1 og svensk lettelse.
Med et kvarter igen fik Zlatan bragt Sverige på 2-1 med en uskøn scoring, hvor han først fik prikket bolden forbi målmand Gunnar Nielsen og dernæst tacklet bolden ind over stregen i nærkamp med en færing.
Med sejren er Sverige på andenpladsen i gruppe C, der føres af Tyskland, som spiller senere fredag mod Irland.
/ritzau/