Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fordømmer i udtalelser sent søndag Ruslands tilbageholdelse af atomkraftværket Zaporizjzjas generaldirektør.
En russisk patrulje anholdt generaldirektøren Ihor Murasjov fredag. Det oplyste det statsejede selskab, som driver værket, lørdag.
Ukraines præsident kalder det søndag "terror". Han hævder, at der er tale om en egentlig bortførelse.
- Det her er endnu et klart eksempel på russisk terror, siger Zelenskyj i en videotale sent søndag.
Ifølge Det Internationale Atomenergiagentur har Rusland bekræftet, at Murasjov er tilbageholdt.
- IAEA-direktør Rafael Grossi har udtrykt et håb om, at Murasjov vil kunne komme tilbage til sin familie sikkert og hurtigt og snart genoptage sine vigtige opgaver på værket, skriver agenturet på Twitter.
IAEA har været i kontakt med relevante myndigheder for at få afklaret den nærmere situation.
Ifølge atomvagthunden har den midlertidige tilbageholdelse "en meget markant" betydning for den nukleare sikkerhed.
Zaporizjzja er en af de fire ukrainske regioner, som Rusland annekterede fredag.
Atomkraftværket af samme navn, som ligger i regionen, blev i marts overtaget af russiske styrker og er stadig under russisk kontrol. Men ukrainske ansatte står for den daglige drift.
Der har i måneder været kampe i området omkring atomkraftværket. Det har seks reaktorer og er det største i Europa.
IAEA-direktør Rafael Grossi ventes denne uge at deltage i forhandlinger i både Kyiv og Moskva.
Håbet er, at man kan få oprettet en beskyttet zone omkring værket. Det oplyser IAEA.
Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, siger søndag, at Grossi og han har talt i telefon om værket.
Her skal Grossi have sagt, at IAEA vil gøre alt i sin magt for at sikre Zaporizjzja-direktørens løsladelse.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.