De ligger nummer et og to på verdensranglisten i golf, men de røg begge ud i første runde i sidste uge ved Match Play Championship, det uofficielle VM i hulspil, som blev afviklet i Arizona.
Og så tænkte Rory McIlroy og Tiger Woods, at de da lige så godt kunne spille lidt mod hinanden for at fordrive tiden efter deres uventet tidlige exit.
- Vi tænkte, at vi ville spille vores egen finale i hulspil, men det endte med at blive over 36 huller, siger Rory McIlroy ifølge nyhedsbureauet Reuters.
De to duellanter gik i gang med deres egen kamp, som altså blev til to kampe, søndag morgen i Florida.
- Vi spillede to kampe. Han (Woods) vandt over mig i den første, og jeg slog ham i den anden, så vi står lige.
- Vi begyndte omkring klokken otte om morgenen, og jeg var hjemme klokken 13.30, så vi spillede hurtigt, siger nordireren.
/ritzau/