Wilbek: Vi skal være 50 procent bedre
Hvis forsvaret kan lukke hullerne, kan landstræneren måske undgå endnu en skuffelse mod Polen. Foto: AP/Joerg Sarbach / POLFOTO
Skuffet landstræner havde regnet med en nem sejr mod Slovenien.

Der skulle en fantomredning til for blot at sikre Danmark uafgjort mod et klogt, slovensk mandskab. Hverken indsatsen eller resultatet er tilfredsstillende for landstræner Ulrik Wilbek.

"Jeg er skuffet, for jeg synes da, at vi skal vinde over Slovenien," siger han til TV 2 Sporten.

Kampen mod Slovenien var den første i fire-nationers turneringen, som er landsholdets sidste test inden EM. Ulrik Wilbek har nok at arbejde med, inden landsholdet flyver til Serbien.

"Jeg mener, vi kan spille 50 procent bedre, end vi gjorde i dag. Vi skal være bedre. Det er ikke kun 5-10 procent. Der er meget mere," siger han.¨

Det er særligt forsvaret, der skal styrkes. De havde store problemer med studsninger til stregen.

"Forsvaret er vores store akilleshæl i dag. De kunne simpelthen ikke stille sig rigtigt, og jeg ved ikke hvorfor, for vi har godt nok øvet det mange gange her i ugen. Vi har jo aldrig har kunnet spille mod de her hold, der kan studse bolden ind bag vores store midterforsvarsspillere. Det er vi dælme dårlige til," siger Ulrik Wilbek.

I eftermiddag kl. 16.15 kan detaljerne pudses af mod Polen.