Vulkanen brød her til morgen igen i udbrud og sendte mange mennesker på flugt.
Flere var nemlig vendt hjem til deres boliger, efter første udbrud. Men det 1.500 meter høje udbrud til morgen har ikke kostet menneskeliv, oplyser CNN.
Merapi-vulkanen er en af de mest aktive i Indonesien, og den var senest i udbrud i 2006.
Men de mange indbyggere omkring vulkanen har ikke alle ønsket at flygte fra deres huse og marker. En del har simpelthen nægtet at blive evakueret. De har bl.a. ventet på besked fra den 80-årige Maradjin, der har holdt øje med vulkanen i flere årtier.
Dog har mange ventet forgæves, for han døde i udbruddet tidligere på ugen og blev begravet i går.
Maradjin overtog jobbet som beskytter af vulkanen efter sin far, som havde samme beskæftigelse. Han var udpeget af den sidste sultan af Java.
Indonesien har været hårdt ramt af naturkatastrofer den seneste tid. Et jordskælv udløste tidligere på ugen en tsunami, som nu har kostet over 400 mennesker livet.