Europas største, aktive vulkan rører igen på sig.
Den mere end tre kilometer høje vulkan Etna på Sicilien gik kort efter klokken 21.30 i aftes i udbrud efter en serie jordskælv.
En videnskabelig overflyvning bekræftede udbruddet, der fandt sted i den østlige del af krateret. Det oplyser det italienske Institut for Geofysik og Vulkanologi ifølge italienske medier.
Vulkanudbruddet fandt sted i mørke, og derfor kan instituttet ikke sige hvor meget aske udbruddet ledte ud i atmosfæren. Det skal undersøgelser i de kommende dage afsløre.
Ifølge Naviair, der forvalter det danske luftrum, er der dog ikke udsendt officielle advarsler mod flyvning til Italien, og der er heller ikke oprettet flyveforbudszoner i området.
Selve udbruddet varede knap en time, men blev efterfulgt af en lavastrøm, der natten igennem er løbet ned af vulkanen. Den kunne ses på hele den sydøstlige del af øen Sicilien.
Ingen byer eller turistattraktioner i området var i fare under udbruddet, selvom flere byer ligger nær vulkanen.