Mange kvinder, der er blevet voldtaget, må se i øjnene, at deres gerningsmænd aldrig havner bag tremmer. Det viser en undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd, der de seneste tre år har fulgt alle voldtægtssagers vej gennem politi og domstole.
Og undersøgelsen er betryggende læsning for overfaldsmændene: Ud af 50 undersøgte sager endte blot ni i sidste ende med en fængselsdom - og det selvom politiet rent faktisk betragtede de 20 af sagerne som opklaret.
Langt de fleste voldtægtsmænd er tilsyneladende ikke synderligt generte, for de gør ikke meget for at slette sine spor. 7 ud af 10 voldtægtsforbrydere skjuler ikke ansigtet og gør sig ingen umage med at sløre sine spor for politiet, skriver dr.dk.
Ifølge rapporten er voldtægterne blevet grovere de seneste år. Det er en tendens, som også er blevet bemærket af oversygeplejerske Lone Hedemand fra Center for Voldtægtsofre på Odense Universitetshospital.
"Det kan jeg godt nikke genkendende til. Vi ser indimellem nogle virkeligt alvorlige sager, hvor folk er blevet spærret inde og den slags," siger hun.
Centeret behandler årligt 50-70 voldtægtsofre.