Når familien Danmark skal ud og få lidt feriekulør, så er Thailand ofte et yndet rejsemål.
Men i øjeblikket er der ikke meget sjov ved at være hverken turist eller thailænder, hvis man befinder sig i det centrale Thailand.
Voldsom monsunregn har nemlig givet nogle voldsomme oversvømmelser, der indtil nu har kostet mindst 17 mennesker livet. Det skriver Ritzau.
Oversvømmelser har ikke kun store personlige omkostninger. Vandmasserne har også ødelagt og hærget for mange millioner kroner. Myndighederne i Thailand anslår, at regningen indtil nu lyder på 1420 millioner kroner.
Regnen der tog fat sidste weekend, har ifølge myndighederne påvirket mere end 200.000 husstande.